Lidt historie

For længe siden - før den tid hvor en 2CV  "Skoda´ virkelig var "Lada´lig billig", men efter den tid hvor mine forældre tog mig med ind i centrum af Hurup for at "se på vinduer" søndag efter søndag, når de var helt sikre på, at hver eneste forretning var lukket - fandt en koncert sted på den forlængst hedengangne "Nordenfjords Højskole" i Thy.
Koncerten blev en åbenbaring og en øjenåbner for mig.
Helt alene på scenen stod den legendariske spillemand Henry Mark med sin violin, og tryllebandt os alle sammen. Efter pausen introducerede han sin specialbyggede Hardangerfele, og så var jeg solgt igen!  Mit instrument var dengang en Fender Stratocaster, som jeg elskede højt - men det her slog benene væk under mig.
Det faktum at Henrys Hardangerfele var bygget specielt til ham, forklarede han flere år senere med, at en Hardangerfele jo efter traditionen har en kortere hals end violinen, og at han da ikke uden videre ville finde sig i, at skulle ændre på sin fingersætning, bare fordi han havde fået lyst til at spille noget gammel norsk musik!
-
Folkevognen, der bragte mig derhen, var sort og fra 1956. Den havde lille bagrude, og en fodkontakt til kort og langt lys, samt en anden til reservetanken når man løb tør for benzin (så godt som)... Jeg selv var 18, og havde som loven foreskriver, medbragt gyldigt førebevis, der dog var stemplet "midlertidigt", idet det var ny-erhvervet og uden billede, og som sådant uden den helt store scoreværdi.
Bag rattet på turen ud sad en beundrer af Jimi Hendrix, Deep Purpel, Jethro Tull, Gasolin, Johnny Winter, Sonny Terry og Braunie Maggie, samt en hel del andre hæderkronede navne fra den tid. På hjemturen sad der en nybagt fan af Henry Mark og rigtig ægte dansk folkemusik.
Efter hjemkomsten til Hurup samme aften, opsøgte jeg min gode ven Jan Sørensen, som havde sin bedstefars gamle violin hængende på sit værelse.
Efter min beretning om aftenens tilskikkelser (under hvilken mine øjne stort set ikke slap violinen), bekendtgjore min ven bramfrit (Jan er sømand), at nu skulle han sove, og at jeg da vist hellere måtte tage instrumentet med hjem, hvis jeg ellers kunne love at passe godt på arvestykket!
Ca. 20 sekunder senere sad jeg igen i folkevognen - rystende, dirrende og fuld af forventning om hvilke toner jeg kunne lokke ud af kostbarheden.
Mine forældre har altid været overbærende, og først henad kl. 5 om morgenen, stak min mor hovedet ind i køkkenet, og bekendtgjorde at spilleriet måske lød fornuftig nok, men at både hun og min fader altså havde et job at passe, og at jeg da vist også havde brug for lidt søvn! Da mine bestræbelser på at aftvinge violinen de rette toner til "Den toppede høne" imidlertid havde båret frugt, gav jeg hende ret, og pakkede sammen.
Aldrig så snart mit ophav havde forladt huset et par timer senere, var jeg over sømandens arvestykke igen, og nu gik det ud over "Bette mand i knibe". Som dreng havde jeg gået på danseskole, og melodierne herfra havde åbenbart sat sig fast, så det handlede bare om at finde dem frem fra hukommelsen.
Da så min far returnerede til hjemmet efter endt arbejdstid, meddelte jeg ham, at jeg alligevel ikke ville være telefonmand, for nu var det musikken der dragede. Den besked bekom ham ikke vel, og det kan man ikke fortænke ham i, når man tager i betragtning, at han faktisk havde gjort et enestående stykke lobbyarbejde, og uden om alle regler havde skaffet mig en læreplads hos Jysk Telefon A/S. Jeg tror nok der gled en HOF eller to ekstra ned den eftermiddag i frustration over min vildfarelse - men de var ham vel undt!
-
Efter et par måneders intens øvning kom min moster Line på besøg, og hun syntes ikke jeg skulle spille på et lånt instrument, så hvis jeg ville være så venlig at lægge vejen forbi hendes hus, så ville hun forære mig min egen bedstefars violin, som gennem mange år havde samlet støv øverst oppe på en af bogreolerne. Jeg kørte hende hjem samme aften, og fik overdraget herlighederne - her er jeg nødt til at bruge flertalsformen, idet violinen var delt i stort set ligeså mange stykker, som den bestod af, før den blev til en violin!
I takt med at spilleriet forbedredes, fandt min fars alkokolforbrug et naturligt og acceptabelt nuveau, og langsomt forstod han, at jeg og ikke han, bestemte i hvilken retning mit liv skulle gå. Da jeg så præsenterede ham for de sørgelige rester, af det der engang var min bedstefars violin, fik han en lys ide!
-
Min fars hukommelse fejlede aldrig noget, og nu huskede han en quiz i fjernsynet, hvor violinbygger McKinley Nielsen fra Aalborg da vist havde vundet et eller andet. Ham må vi kunne finde frem til, sagde han - og det gjore vi så.
Få dage senere havde den sorte folkevogn med den lille bagrude, bragt os sikkert til Aalborg, hvor violinbyggeren tog godt imod os. Alt hvad der fantes i huset af briller og lupper (med og uden indbygget lys), blev taget i anvendelse, og konklusionen blev, at instrumentet trængte til lidt omsorg og kærlig pleje (det havde vi gættet) - overraskelsen bestod i at det faktisk godt kunne betale sig. For en beskeden sum, påtog McKinley Nielsen sig opgaven med restaureringen af instrumentet, og få uger senere kunne jeg aflevere sømandens arvestykke med tak for lån - nu havde jeg min egen violin!
-
Efterhånden havde jeg vel gravet en 12 - 14 melodier frem fra hukommelsen, og det rækker jo fint til et sæt, men gjore mig bestemt ikke mæt! Hungeren efter at lære flere, steg dag for dag, og da jeg ikke kendte nogen spillemænd, fik jeg den glimrende ide at annoncere efter en (ærefrygt afholdt mig fra at kontakte Henry Mark). Dagen efter annoncen var blevet bragt i den lokale avis, var der bid.
Maleren og spillemanden Bjørn Søndergård, ringede på vores dør ved ottetiden om aftenen, og det viste sig hurtigt, at han kunne spille de samme stykker, som jeg selv havde gået og bakset med hele sommeren. Da vi så i løbet af en times tid havde spillet hele det fælles repertoire igennem, var vi klar til vores første optræden, og vi begav os ud i verden for at lede efter job! Det fik vi på det første værtshus, vi opsøgte, og vi spillede der hele aftenen, og blev betalt med hvad vi kunne drikke af øl og spise af peanuts! Da vi forlod stedet ved lukketid, var vi enige om, at vi gik en strålende og indbringende fremtid i møde!
-
Fortsættes...