Lidt historie

En koncert blev skæbnesvanger

For længe siden - før den tid hvor en 2CV  "Skoda´ virkelig var "Lada´lig billig", men efter den tid hvor mine forældre tog mig med ind i centrum af Hurup for at "se på vinduer" søndag efter søndag, når de var helt sikre på, at hver eneste forretning var lukket - fandt en koncert sted på den forlængst hedengangne "Nordenfjords Højskole" i Thy.
Koncerten blev en åbenbaring og en øjenåbner for mig.
Helt alene på scenen stod den legendariske spillemand Henry Mark med sin violin, og tryllebandt os alle sammen. Efter pausen introducerede han sin specialbyggede Hardangerfele, og så var jeg solgt!  Mit instrument var dengang en Fender Stratocaster, som jeg elskede højt - men det her slog benene væk under mig.
Det faktum at Henrys Hardangerfele var bygget specielt til ham, forklarede han flere år senere med, at en Hardangerfele jo efter traditionen har en kortere hals end violinen, og at han da ikke uden videre ville finde sig i, at skulle ændre på sin fingersætning, bare fordi han havde fået lyst til at spille noget gammel norsk musik!
-
Folkevognen, der bragte mig derhen, var sort og fra 1956. Den havde lille bagrude, og en fodkontakt til kort og langt lys, samt en anden til reservetanken når man løb tør for benzin (så godt som)... Jeg selv var 18, og havde som loven foreskriver, medbragt gyldigt førebevis, der dog var stemplet "midlertidigt", idet det var ny-erhvervet og uden billede, og som sådant uden den helt store scoreværdi.
Bag rattet på turen ud sad en beundrer af Jimi Hendrix, Deep Purpel, Jethro Tull, Gasolin, Johnny Winter, Sonny Terry og Braunie Maggie, samt en hel del andre hæderkronede navne fra den tid. På hjemturen sad der en nybagt fan af Henry Mark og rigtig ægte dansk folkemusik.
Efter hjemkomsten til Hurup samme aften, opsøgte jeg min gode ven Jan Sørensen, som havde sin bedstefars gamle violin hængende på sit værelse.
Efter min beretning om aftenens tilskikkelser (under hvilken mine øjne stort set ikke slap violinen), bekendtgjorde min ven bramfrit (Jan er sømand), at nu skulle han sove, og at jeg da vist hellere måtte tage instrumentet med hjem, hvis jeg ellers kunne love at passe godt på arvestykket!
Ca. 20 sekunder senere sad jeg igen i folkevognen - rystende, dirrende og fuld af forventning om hvilke toner jeg kunne lokke ud af kostbarheden.
Mine forældre har altid været overbærende, og først henad kl. 5 om morgenen, stak min mor hovedet ind i køkkenet, og bekendtgjorde at spilleriet måske lød fornuftig nok, men at både hun og min fader altså havde et job at passe, og at jeg da vist også havde brug for lidt søvn! Da mine bestræbelser på at aftvinge violinen de rette toner til "Den toppede høne" imidlertid havde båret frugt, gav jeg hende ret, og pakkede sammen.
Aldrig så snart mit ophav havde forladt huset et par timer senere, var jeg over sømandens arvestykke igen, og nu gik det ud over "Bette mand i knibe". Som dreng havde jeg gået på danseskole, og melodierne herfra havde åbenbart sat sig fast, så det handlede bare om at finde dem frem fra hukommelsen.
Da så min far returnerede til hjemmet efter endt arbejdstid, meddelte jeg ham, at jeg alligevel ikke ville være telefonmand, for nu var det musikken der dragede. Den besked bekom ham ikke vel, og det kan man ikke fortænke ham i, når man tager i betragtning, at han faktisk havde gjort et enestående stykke lobbyarbejde, og uden om alle regler havde skaffet mig en læreplads hos Jysk Telefon A/S. Jeg tror nok der gled en HOF eller to ekstra ned den eftermiddag i frustration over min vildfarelse - men de var ham vel undt!
-
Efter et par måneders intens øvning kom min moster Line på besøg, og hun syntes ikke jeg skulle spille på et lånt instrument, så hvis jeg ville være så venlig at lægge vejen forbi hendes hus, så ville hun forære mig min egen bedstefars violin, som gennem mange år havde samlet støv øverst oppe på en af bogreolerne. Jeg kørte hende hjem samme aften, og fik overdraget herlighederne - her er jeg nødt til at bruge flertalsformen, idet violinen var delt i stort set ligeså mange stykker, som den bestod af, før den blev til en violin!
I takt med at spilleriet forbedredes, fandt min fars alkokolforbrug et naturligt og acceptabelt nuveau, og langsomt forstod han, at jeg og ikke han, bestemte i hvilken retning mit liv skulle gå. Da jeg så præsenterede ham for de sørgelige rester, af det der engang var min bedstefars violin, fik han en lys ide!
-
Min fars hukommelse fejlede aldrig noget, og nu huskede han en quiz i fjernsynet, hvor violinbygger McKinley Nielsen fra Aalborg da vist havde vundet et eller andet. Ham må vi kunne finde frem til, sagde han - og det gjore vi så.
Få dage senere havde den sorte folkevogn med den lille bagrude, bragt os sikkert til Aalborg, hvor violinbyggeren tog godt imod os. Alt hvad der fantes i huset af briller og lupper (med og uden indbygget lys), blev taget i anvendelse, og konklusionen blev, at instrumentet trængte til lidt omsorg og kærlig pleje (det havde vi gættet) - overraskelsen bestod i at det faktisk godt kunne betale sig. For en beskeden sum, påtog McKinley Nielsen sig opgaven med restaureringen af instrumentet, og få uger senere kunne jeg aflevere sømandens arvestykke med tak for lån - nu havde jeg min egen violin!
-
Efterhånden havde jeg vel gravet en 12 - 14 melodier frem fra hukommelsen, og det rækker jo fint til et sæt, men gjorde mig bestemt ikke mæt! Hungeren efter at lære flere, steg dag for dag, og da jeg ikke kendte nogen spillemænd, fik jeg den glimrende ide at annoncere efter en (ærefrygt afholdt mig fra at kontakte Henry Mark). Dagen efter annoncen var blevet bragt i den lokale avis, var der bid.
Maleren og spillemanden Bjørn Søndergård, ringede på vores dør ved ottetiden om aftenen, og det viste sig hurtigt, at han kunne spille de samme stykker, som jeg selv havde gået og bakset med hele sommeren. Da vi så i løbet af en times tid havde spillet hele det fælles repertoire igennem, var vi klar til vores første optræden, og vi begav os ud i verden for at lede efter job! Det fik vi på det første værtshus, vi opsøgte, og vi spillede der hele aftenen, og blev betalt med hvad vi kunne drikke af øl og spise af peanuts! Da vi forlod stedet ved lukketid, var vi enige om, at vi gik en strålende og indbringende fremtid i møde!

"Vindstyrke 12" var vist  navnet på det orkester, som Bjørn spillede med på det tidspunkt. Det bestod af en håndfuld folkeskolelærer fra det forblæste Thy, hvor samtlige træer bøjer sig mod øst, og uden at lyve kan jeg berette, at de politiske holdninger hos de fleste af orkestermedlemmerne gik i samme retning. 

Denne samling af skolelærer spillede efter noder, hvad der dengang, var ukendt land for mig. For ikke at stå tilbage for de lærde frekventerede jeg derfor biblioteket i Hurup for ligesom at at komme på bølgelængde. Mine besøg her var ikke mange, før bibliotekaren en dag trak mig til side, og bedyrede at hun manglede en spillemand til sit folkedanserhold i Heltborg forsamlingshus, og om det da ikke var noget for mig, nu da jeg lånte så mange egnshæfter med noder og dansebeskrivelser. 

Jeg var stadig kun atten år og meget kry, så jeg takkede pænt for tilliden, og sagde ja tak til tilbudet. En ting er at låne noder på biblioteket, noget helt andet er at spille til folkedans, men vi kom overens. Betingelsen fra min side var, at jeg skulle ha´ noderne til dansene en uge i forvejen, så jeg fik tid til at lære melodierne. 

Mit liv som spillemand var begyndt, og "Jysk Telefon" klarede sig fint uden mig.

"Vindstyrke 12" viste sig kun at være en brise, men i slipvinden dannede vi "Thy Folk". Tre violiner, bas og guitar - verden kunne komme an, og det gjorde den. 

Folkemusikhuset i Hogager fik øje på os - eller også var det omvendt. Hvorom alting er, blev vi involveret i dynastiet. Seminar på seminar fulgte, og vi fik fornøjelsen at træffe store personligheder som Evald Thomsen og Ingeborg Munk. Traditionsbærer for hvem sangen og musikken hørte til hverdagen, og derfor ikke havde noget med penge at gøre - vi var frelste!

Frelsen holdt til den dag, hvor Evald med en halv cigar i munden tog violinen ned fra hagen og råbte: "Det der kan i "satme" tjene penge på"!

 "Thy Folk" blev en del af Folkemusikringen, og vi havde i et årstid et samarbejde med Klub 47, hvor vi i Hundborg forsamlingshus forsøgte at bibringe narkomaner fra hovedstadsområdet lidt kultur fra bøhlandet. Om nogen af dem blev stoffri på grund af sangen, dansen og musikken, tvivler jeg på, men vi havde en dejlig tid sammen.

Folkemusikken blomstrede i Danmark, og vi kom hinanden ved. Ikke mindst takket være Thorkild Knudsen og folkene omkring ham i Hogager. 

Skagen Visefestival var ung med os, og vi drog derop i sommeren 74 - pladerne på folkevognen med den lille bagrude havde politiet klippet, så jeg tog toget.

Lars Lilholdt bankede næsten uhørligt på teltdugen en dag - han havde hørt vores musik, og ville gerne spille sammen med os. Det blev til en meget hyggelig eftermiddag på teltpladsen, hvor flere spillemænd efterhånden kom til. Blandt de tililende musikere var Peder Jacobsen og Jens Ganer Pedersen fra "Rumlekvadrillen". Jens og Peder mente nok at deres orkester kunne bruge endnu en violinspiller, og så åbenbart et emne i mig. 

Menige medlemmer af orkesteret fastholdt de hårnakket at de var, så skulle min indlemmelse i bandet blive til virkelighed, måtte jeg nødvendigvis fremstilles for deres guitarist Johnny Madsen, som havde det sidste og afgørende ord i den sag.

Jeg tog toget hjem igen, og fandt en grøn folkevogn årgang 64 i indkørslen. Velholdt var vognen, og det tog mig ikke mange minutter, at fravriste min far nøglerene til køretøjet. Automobilet viste sig at være velfungerende, og bragte mig sikkert og i god behold til Nørre Nissum, hvor Hr Madsen havde søgt tilflugt først og fremmest for at få en pause fra sin moders mange og velmenende opfordringerne til at søge et ærligt arbejde på havnen i Thyborøn eller alternativt hos den lokale købmand.

Vel boede han der, og i et hyggeligt hummer, men hvor meget han studerede - det må i spørge ham om. Hvorom alting er, vi spillede lidt for hinanden, og vi spillede lidt sammen. Hvad jeg spillede for Johnny, husker jeg ikke, men den anden vej- det glemmer jeg aldrig. Bach og Mozart "flød som skidt fra en spædekalv", og var det den vej, han var gået, havde vi haft en klassisk guitarist i verdensklasse i Danmark dag, men det er en helt anden historie. Efterfølgende spillede vi sammen i "Rumlekvadrillen" i seks år - til baller og koncerter i hele landet.  

Tre LP plader nåede vi at udgive i de år - "af tvivlsom kvalitet" vil nogen sikkert påstå, og de har ret, men vi gjorde, hvad vi kunne dengang. Fjernsyn og radio var med os, og vi fik vores "15 minutters berømmelse" mere end én gang. Danmarks Radio var gode ved os dengang - gratis flybiletter, taxaer, fuld forplejning, fadøl ad libitum, og vi måtte oveni købet ryge i studiet. Det var dengang DR havde monopol, og faktisk levede op til deres forpligtilgelse om alsidighed. Det gør de ikke mere!

Vestbirk Højskole.

Vestbirk Højskole er et kapitel for sig - Ni måneder med musik fra morgen til aften hver dag! Og natten med hvis i spørger Jens Grøn, som var forstander dengang. Øverst i et lille øverum  i østfløjen havde jeg mit helle, et øvelokale tilpas langt fra sovegemakkerne, men alligevel ikke langt nok væk fra forstanderens hørevidde. Jens tog mig under sine vinger, og med hans hjælp fik jeg styr nok på buen, og venstre hånd. Så meget styr fik jeg, at jeg efter opholdet på Vestbirk Højskole, kunne bestå optagelsensprøven på konservatoriet i Århus, og det gjorde jeg så. Så langt så godt... Hatten af for violinisterne i de danske symfoniorkestre - om jeg kunne havde nået så langt, og sidde iblandt dem som værdig medspiller , tvivler jeg på, men det har heller aldrig været mit mål. 

Kælderen under biografen.

Her havde jeg min gang, mens jeg studerede på Konservatoriet i Århus, og her var jeg sammen med mennesker uden rundsave på albuerne. Mennesker med noget på hjerte - Pia Raugh, Jørgen Skammeritz og den skotske troubadur Gibb Todd, som i parrantes bemærket også var og er en fantastisk dygtig tegner. Film blev der ikke vist i kælderen under biografen, men der blev spillet en hel del musik, og før omtalte Johnny Madsen og undertegnede havde gyldne stunder der i halvmørket langt fra hjemmet, som var et ældre stuehus tilhørende en falleret bondemand, som dengang trods alt kunne hive lidt skillinger hjem, ved at udleje huset til os. "Os" var Jens, Ann, Johnny, Margit og skribenten selv. 

Kollektivet holdt en sommer, og så var det eventyr slut, men på bagsiden af omslaget til Rumlekvadrillen`s første LP kan i se hvor smukke vi var den gang - kvinderne undtaget. De - altså kvinderne - ville have stjålet hele billedet...

Den første LP.

Lidt stort var det da, men heller ikke større - vi lå i en slipvind af Folkemusikhuset i Hoager og Evald Thomsen, som lige var kommet på finansloven, og vi red nok en kende på deres laurbær, men det får i ingen af os til at indrømme. "Træskorock" - det var det vi spillede, og det var poppulært i de dage. 5 x 45 minutter var ikke unormalt spilletiden til et bal, og dem havde vi en del af rundtomkring i landet. Danmarks Radio og TV gjorde sit til, at vi kunne holde snuderne "oven visse vande" (Tak til Benny Andersen for denne dyrekøbte og stjålne randbemærkning!) "Folk Nyt" i P 1 lånte os sendetid, og tak for det Alan Klitgaard! To stive timer hver mandag fra 21 til 23 med folkemusik fra hele verden - det var noget, som DR kunne bryste sig af i de år. "Brysterne" hos Danmarks Radio hænger i dag helt nede ved knæene, og behøver udover et par skud sillikone også en pushup BH! - Tilbage til LP nr 1. - To dage stod optagelserne på incl. mixning, og resultatet er derefter, men vi havde det sjovt, og vi "Skød fra hoften" alle på en gang, så i virkeligheden var den første LP med titlen "Rumlekavdrillen" en Liveoptagelse. På pladen findes er skæring, som bærer navnet "Æ - Læjerdreng" - en sang, som jeg har lært af Ingeborg Munk. Egentlig skulle den ikke have været med, men på førstedagen af optagelesene, forstuvede jeg en lillefinger på venstre hånd, som følge af kåd leg med en tung håndbold - "Det lyder godt nok som en brækket arm - men det er kun en forstuvet lillefinger" - Det var ordene fra Madsen ved præsentationen af pladen, og han har jo ret.

"Grov og Simpel" nr. to i rækken - vi var jo igang, og havde en kontrakt med pladeselskabet, så der var ingen vej udenom. "Det gælder om at holde gryden i kog"! Kæresterne og konerne var alle i den fødedygtige alder - vi var og er flinke mænd, så vi gjorde vores pligt. "Det er bedre at være far til fire, end fars til firs"!

"Himmel og Hav" blev optaget hos Ivar Rosenbaum i København, indimellem amning i gårdhaven, og elefantøldrikkeri i studiet - Ivar drak øllerne, og min datter Sia mælken! Det blev til lidt mere fjernsyn i den bedste sendetid efter den omgang, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Flere fødsler stod for, og efterhånden havde jeg fyret de fleste af medlemmerne i Rumlekvadrillen. Min egen fyreseddel havde jeg gerne været foruden, men den var på sin plads - enevælde hører ikke hjemme i et orkester!

Rumlekvadrillen var nu historie, og det er det her også! Selvom orkesteret officielt blev opløst efter min udtræden, så gik der ikke mange uger, før Johnny Madsen fik en opringning fra Danmarks Radio, som havde et tilbud så fint, at det var umuligt at afslå - ifølge Madsen. En rundspørge blandt medlemmerne af det nu hedengangne orkester, gjorde det klart, at tropperne ikke kunne samles om projektet, men hvor der er en vilje, er der også en vej. Nils Thorlund (Sand På Gulvet), og Gunnar Boll (spillemand af guds nåde - ære være hans minde), så ikke nogen problemer i at optræde i Fjernsynet i den gode sags tjeneste, og Madsen fattedes penge, så orkesteret genopstod for en kort bemærkning. Købmanden i Gudum fik efterfølgende måske et lille afdrag på en klatgæld, men det melder historien ingenting om.

Snip snap snude.

Det blev hverdag igen, og familien tog førstepladsen - musikken andenpladsen! Undervisning på de lokale musikskoler genererede indtægt nok til, at vi aldrig gik sultne i seng, Fire fantastiske unger (som i den her parentes bemærket, har fordoblet sig siden hen) tog den tid, som unger tager, og de kan alle synge med på omkvædet "Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået" - Den ytring er dog ikke helt i overenstemmelse med sandheden, for vi boede på landet, og havde kun en bil, så omkvædet burde omskrives lidt i den her retning: "Når min mor kommer hjem, så kører min far" - På arbejde forståes, for vi havde indrettet sådan, at vi selv kunne passe vort afkom. Af hensyn til husstandsindkomsten måtte vi dog et enkelt år fravige princippet, og overlade de to ældste til en sød og kompetent dagplejemor, omend det var med blødende hjerte, men set i bagklogskabens klare lys, var det nok en ok beslutning - der kom lidt mere ind på kontoen, og de gamle vinduer i huset blev udskiftet, hvilket var tiltrængt, og dagplejemoderen fik sikkert også råd til lidt større julegaver til sine egne børn.

Supplerende dagpenge fra Dansk Musikerforbunds A-kasse, holdt os gående i flere år, og når vi indimellem nåede grænsen for at beholde retten til samme, så fik vi sammen med ligestillede i lokalforeningen tildelt en række koncerter rundt omkring på plejehjem i vores område. 

I en årrække var vi fem musikere på den galej - "Den skæve", "Den vind og skæve", Pianisten og undertegnede samt Niels Ebbesen, som var en fremragende kapelmester, og tidligere indehaver af en kiosk samt orkesterleder for et band på otte medlemmer, stod for den galej. Vi nød det, de gamle nød det, og sammen nød vi adskillige æblekager - rå som bagte.

"I takt med tiden" - et slogan - som hvis jeg husker ret, blev brugt af Alfred Christensen, der i fordums tid, måske havde den største musikforretning i Norden - ret mig hvis jeg tager fejl. Hvorom alting er - Niels Ebbesen var i takt med tiden! At brødføde et orkester på otte medlemmer, blev umuligt i takt med,at  den teknologiske udvikling satte bassist, blæsere og trommeslager skakmat. Niels Ebbesen kløede sig måske lidt i sit hår, som man nu gør, når man bliver kørt ud på et sidespor overhalet af den teknologiske udvikling

Hvorom alting er: Niels Ebbesen bøjede aldrig nakken. Han tog udfordringen op, og blev en skattet solomusiker ved mangt et arrangement rundt omkring i det ganske land - trommeslager, blæsere og bassist, lå nu på en harddisk, og sådan en størrelse skal ikke have løn. 

Kiosken i Jyllandsgade i Skive blev -  da den sidste cigar var solgt eller røget, Niels Ebbesens øvelokale, hvor han hver eneste lørdag sad og lyttede til "Dansk Toppen", og når udsendelsen var slut, så lærte han sig hvad der var nyt, og om aftenen kunne han alle sangene og melodierne udenad. 

Tag hatten af hvis i har en, og har i ingen så køb en! 

Alt imens nogen af jer tager hatten af, og andre farer hen og køber en, så går livet videre - sådan ca. 20 år mens børnene vokser op, og folkedanserne danser af, så bliver min ringfinger på venstre hånd knust i det yderste led, og mine elever måtte i lang tid nøjes med verbale instrukser. I instrumentalundervisning kan man nå et et godt stykke hen af vejen med formidling gennem det talte ord, men eksemplets værdi er guld værd. 

Noder har meget lidt tilfælles med musik! - Noder kan ses, men ikke høres! Musik kan høres, men ikke ses!

Så langt så godt.

Midt om natten på hospitalet i Skive, var de første to læger helt enige om, at det knuste led på  fingeren skulle klippes af... 

"Hov hov" fik jeg fremstammet fra mit vertikale leje - "Det går ikke - den finger kan jeg ikke undvære". 

De to læger sammensvor sig med en overlæge, og så var de tre!

Tre mod en er ikke de bedste odds, når ofret ligger på en båre, men mine bønner blev hørt, og fingeren har jeg endnu, omend tykke og hårde strenge ikke bekommer mig vel, men mindre kan også gøre det.

Med tiden læges alle sår, og således også mine. 

Efter et par års ufrivillig pause som udøvende musikant, og alt for meget snak i timerne, vendte lysten til spilleriet tilbage, og omend ringfingeren på venstre hånd stadig gjorde ondt, når strengene  skulle tæmmes, så kom der tros alt godt gang i spilleriet igen.

Niels Toft bankede på døren en dag, længe efter han var død og begravet, men han indstistrerde desuagtet på, at hans musik skulle indspilles, og udkomme på et bånd. 

"Normalt spiller vi ikke på opfordring - med mindre naturligvis folk beder os om det".

Ovenstående citat krediteres violinvirtuosen Anker Buch, der som jeg havde sin gang hos spillemanden Niels Christian Jensen Toft i hans lille hus i Nykøbing Mors. 

Niels var en flittig komponist, og efterlod os en del dejlige melodier - valse, polkaer og hopsaer. 

"Det ku´nu vær´skjøn å få det det hær´ ind o en bånd"  - den sætning hørte vi mere end en gang udtalt af Niels - både under og efter kaffen. 

Det blev desværre aldrig til noget mens Niels stadig var aktiv spillemand, men på hundredårsdagen for hans fødsel d. 23. maj 2001, fik han alligevel sit ønske opfyldt - Anker Buch, Jens Ganer Pedersen, Søren Christensen, Steen Folmer Jensen og skribenten selv, hyllede Niels Toft ved en mindekoncert i det ottekantede forsamlingshuss i Øster Jølby. At huset stadig eksisterer, må tilskrives min morfar - tidligere højskoleforstander Agnus Sørensen, som kæmpede med næb og kløe for dets bevarelse, da andre kræfter i kommunen ville jævne det med jorden. Agnus vandt kampen, hvorefter han begyndte at studere torskens liv i de danske farvande, men hvad der kom ud af det, er en viden, som han desværre tog med sig i graven.

Men tilbage til Niels Toft.

Min dødsdømte finger overlevede, og da jeg endelig fik gang i spilleriet igen, faldt jeg en dag over en støvet samling af Niels kompositioner - "Det ku´vær`skjøn... de talte ord ihukom mig, og beslutningen var ikke svær at tage - de melodier skulle indspilles og udgives om ikke på et bånd så i det mindste på en CD. Min første tanke var, at det ville være fint med blot to violiner, og hvad var mere nærliggende end at invitere Anker Buch med på det projekt.

Anker var med på ideen, og vi gik igang med øvningen. Det gik rigtig fint, og et par prøveoptagelser fik vi også lavet hos  Hans Reesen i Skive, men så gik det galt -mine gamle venner i Rumlekvadrillen ville også gerne være med, og det kunne nok gøre det hele lidt mere festligt tænkte jeg, så jeg ringede til Anker Buch, og forelagde sagen for ham - det faldt ikke i god jord! "Hvis Johnny Madsen skal være med, så står jeg af - det vil jo gå udover mit gode rygte som violinist". Det var den besked jeg fik. Efterfølgende måtte jeg ringe til Johnny Madsen og berette for ham, at han var dømt ude. 

Anker og jeg havde øvet grundigt, og dagen før koncerten mødtes vi med de medlemmer af Rumlekvadrillen, som Anker havde godkendt. Niels fik sin drøm opfyldt.

Et par år efter købte Anker nabohuset til os i Thissinghus, og blev en flittig gæst her. Under et af de besøg flaskede det sig sådan, at Johnny Madsen med sin trio spillede en koncert i Teatersalen i Nykøbing, og vi fik et par fribilletter hvoraf en gik til Anker, som havde svært ved at få armene ned bagefter. Det blev temmelig hyggeligt efter koncerten. Vi fik en rigtig god kop kaffe i baglokalet - eller hvad det nu var.

"Din stemme vil egne sig vældig godt til nogen af de gamle danske sange Johnny, og hvis du nogen sinde agter, at indspille nogen af dem, så vil jeg gerne spille med på violin!" - Anker havde talt! Der kom desværre aldrig noget ud af den opfordring, og nu er det for sent.

"Bedstefars Snaps"

Tegneren, maleren og spillemanden Ole Torben Jensen - bedre kendt som "Topper" overværede mindekoncerten for Niels Toft, og allerede dagen efter, opsøgte han mig på min bopæl medbringende en fin tegning af de medvirkende musikere. Topper strør normalt ikke om sig med originale kunstværker, men den dag var en undtagelse - "Du må få den, hvis du vil spille sammen med mig".

Topper var i sin tid medlem af "Sand på Gulvet", og altså ikke nogen som hr hvemsomhelst, så jeg var både benovet og beæret - tegningen har jeg endnu. Det blev starten på et årelangt venskab. For Topper kunne det næsten ikke gå hurtigt nok, med at dokumentere vores fælles musikalske udfoldelser, så i løbet af et par måneder, var vi fuld gang med at forberede en CD udgivelse med dansk spillemandsmusik udsat for to violiner. Optagelserne fandt sted dels hos Hans Reesen i Skive og dels hos Jørn Mouritsen på Fanø - begge meget kompetente lydfolk, som ikke blandede sig i den musikalske udførelse, men udelukkende bestræbte sig på den gode lyd. Set i bagklogskabens klare lys, havde det været på sin plads med en løftet pegefinger hist og pist - det gik for hurtigt, og det høres på det færdige resultat, men i al beskedenhed så er der også et par perler indimellem. 

Irland.

Mit første besøg på den grønne ø, fandt sted i 1977 mens der var godt gang i den med Rumlekvadrillen, sideløbende med studiet på konservatoriet i Århus. Anledningen til rejsen var en henkastet bemærkning fra Torkil Knudsen ved lidt spilleri i Hogager, under hvilket jeg spillede en irsk jig for forsamlingen, og da den var gået, trak Torkil mig i mit slidte skjorteærme, hvorefter han belærte mig om, at hvis jeg ville spille irsk folkemusik, så måtte jeg nødvendigvis rejse derhen, hvor folk gjorde det bedst. "Du skal besøge Ted Furey derovre" sagde han så - ok sagde jeg, og hvor finder jeg ham? "Alle i Irland kender ham" var svaret, "så ham finder du nemt"! 

Helt nemt blev det nu ikke, da jeg omsider landede i Dublin, og min faders bange anelser viste sig ikke at have hold i virkeligheden - ingen bomber sprang under mit ophold på den grønne ø, men turen gennem Dublin på forsædet af en Fiat 500, glemmer jeg aldrig - Peters søster sad ved rattet, og ræsede afsted i den forkerte side af vejen, og mit hjerte sad oppe i halsen under hele turen gennem byen.

Torkil havde ret - alle kendte til Ted Furey, men der skulle gå fjorten dage, før jeg endelig traf en mand, som kunne formidle en kontakt. Den dag slentrede jeg lidt rundt på må og få i Dublins gader, da et vejskilt fangede min opmærksomhed - "Denmark street" stod der på det, og lidt hjemve meldte sin ankomst. Ikke ret mange skridt fik jeg taget hen af den vej, før jeg stod stille foran en marskendiser butik, hvor der lå et par violiner i vinduet mellem alt muligt skrammel, så der gik jeg ind. På disken var der klistret et lille billede af Ted Furey, og jeg fik fremstammet mit spørgsmål til indehaveren "kender du ham"? - Ja var svaret - og var du kommet for 10 minutter siden, så havde du truffet ham, for han har lige været her

Skrothandleren viste sig at være et meget venligt menneske, som dog hverken kunne oplyse adresse eller telefon nummer, på den mand jeg søgte, men han havde trods alt vigtig information, og berettede hvor jeg samme aften med lidt held kunne træffe den eftersøgte. Velvilligt betroede krejleren mig, at jeg temmelig sikkert ville få mit ønske opfyldt, hvis jeg frekventerede et forsamlingshus lidt nord for hovedstaden i forbindelse med en koncert samme sted.

Uforsøgt dur som bekendt ikke, så sammen med brødrene Pilkington - dem af dem, som opholdt sig i Dublin på det tidspunkt, drog vi nordpå efter et solidt aftensmåltid. Desmond, Allan, Joe og undertegnede kørte afsted med Allan ved rattet i sin amerikanske flyder (var jeg kommet året før, ville vi have siddet i en Rolls, men Allan havde det med, at skifte bil, som vi andre skifter skjorter). 

"Amerikaneren" bragte os dog sikkert frem - og hurtigt! Hurtigt nok til at en fartbøde blev en del af oplevelsen, men det er en anden historie. 

Vel ankommet til spillestedet viste der sig endnu en prøvelse - jeg havde medbragt min violin, men blev afvist i døren af en ungersvend, som så det som sin fornemmeste opgave, at tilbageholde uvelkomne instrumenter i garderoben. Vi skulle overvære en koncert, og ikke deltage i session! 

Mit medbragte instrument var en fin gammel italiensk violin, som jeg meget nødigt ville lade ude af øjesyn, så jeg var klar til at vende om på hælen. Stort set alle danskere, kender til Poul Richard, og de fleste irere kender til Joe Pilkington - berømtheder som man bukker for, og tager hatten af for, hvis man har en. 

Irlands svar på Poul Richard kom mig til undsætning, lige før det blev pinligt, og med hans autoritet banede han vejen - ungersvenden bøjede sig dybt i støvet, og italieneren fik jeg lov til at beholde opsynet med resten af aftenen. 

Inde i salen på en meget lang bænk, fik jeg øje på en dansk/svensk gårdhund, og klods op af hunden, sad Ted Furey. Den eftersøgte var fundet! - Jeg bukkede, hunden gøede, Ted smilede, og italieneren sang senere -på opfordring, og jeg var lykkelig. Mit mål med rejsen havde båret frugt. 

Ted inviterede mig til te hjemme hos ham dagen efter, om det da kunne passe mig - det kunne det godt! Allan var igen min chauffør, og bragte mig sikkert fem til den legendariske spillemands resistens  - et lidet flatterende rækkehus i et kvarter af Dublin, som man turist egentlig burde holde sig fra efter klokken fem om eftermiddagen, men hvem som ikke vover intet vinder. Jeg blev til klokken syv og overlevede igen en køretur i landet, hvor de kører i den forkerte side af vejen hver dag, og denne gang med Ted Furey bag rattet i en ældre folkevogn. Køreturen var heldigvis ikke så lang, og målet for transporten var såmænd bare den lokale købmand, men skrækindjagende nok - altså ikke købmanden, som var flink og rar, men ræset derhen havde jeg gerne været foruden. 

Uskadte nåede vi både ud - og hjem til te. 

Desmond var forudseende nok til at udstyre mig med en kassettebåndoptager før besøget, så den eftermiddag er veldokumenteret hvad musikken angår, og til dels også en masse kloge ord fra legenden selv. Set i bagklogskabens klare lys, så burde maskinen have været tændt fra start til slut. Slukket var vidunderet, da der lød trin på trappen - og jeg som troede, vi var de eneste to i huset, fik mig noget af en overaskelse, da Gibb Todd trådte ind i stuen.

Verden er af og til ikke så stor, som vi går og tror. Uanset at  Gibb ikke  talte mit modersmål, så vakte hans pludselige tilstedeværelse her langt fra hjemlandet alligevel en samhørighedsfølelse af et slægtskab i mit sind.

Musik er et fællessprog for mennesker på tværs af alle grænser - det er ikke til at komme udenom, og heldigvis for det. Bum Bum Bum... vore mødres hjerteslag i vores fostertilstand forærer os grundrytmen, men når vi kommer til verden, må vi selv finde takten.

"I takt med tiden" - det lyder tilforladeligt den dag i dag, men musikken er tidløs - instrumenter forgår, men musikken består. Dansk Musiker Forbund har også et slogan: "Levende musik for levende mennesker". Danmarks Radio glimrer ved sit fravalg af levende og vedkommende musik med sjæl, og bestyrelsen der tror fejlagtigt, at de i takt med tiden. Det er de ikke! De har absolut ingen anelse om, hvad der rører sig rundt omkring i landet hvad angår levende musik. Skam få Danmarks radio og TV! 

Tilbage til historien og Irland.

I det herrens år 2001 foretog jeg min anden rejse til "den grønne ø", hvor plastikposer i alle farver blafrede for vinden i træer og stakitter alle vegne, hvilket satte en dæmper på begejstringen for gensynet. Jeg kom til et land i forfald, men hvor trods alt musikken blomstrede. 

I en kælder sort som kul aller dybest nede (The Wishing Well I Blackrock) traf jeg Seán Whelan - en gudsbenådet guitarist, som jeg har arbejdet sammen lige siden. Gennem årene er det blevet til langt over 100 koncerter i Danmark, Irland, USA og Færøerne, med Seán Whelan ved min side, og vi har ingen planer om at stoppe samarbejdet foreløbigt, men vi spiller aldrig på opfordring - med mindre publikum beder os om det - naturligvis.

På opfordring af Seán Whelan rejste jeg hjem  til Danmark efter vores første møde, og arrangerede de første seks koncerter med vores nye duo. Koncerterne forløb godt, og min irske guitarist mente efterfølgende, at en gengældelse måtte være på sin plads. Seán arrangerede hurtigt en turne for os i Irland året efter, og vi landede til sidst i en lille fiskerflække i det sydlige ende af Wexford. 

Vores spillerier der blev overhørt af den lokale spillemand Ritchie Sinnott, som i parentes bemærket viste sig at være en overordentlig god ven af pubbens ejer, som udover at være mangemillionær også var en glimrende sanger og spillemand. Det tredje set den aften sluttede først omkring klokken fem om natten, hvor tjeneren forståeligt nok havde fået nok.



Fortsættes...


































  


















Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Nanna | Svar 22.10.2017 12.22

Fortsætter.......Hvornår?
Glæder mig til at høre mere om den herlige beretning.

Flemming Worm | Svar 09.03.2014 11.04

Ja det glæder vi os til

Mogens F. Jensen | Svar 14.07.2012 11.20

Formidabel fortællekunst - hvor mon fortsættelsen er?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.01 | 15:25

Hej Helen og Lars.
Tak for en fantastisk musikalsk oplevelse i Skellebjerg kirke d.14/1-18. Håber at kunne se jer her i Havrebjerg kirke med Charlotte Jensen.

...
22.10 | 12:22

Fortsætter.......Hvornår?
Glæder mig til at høre mere om den herlige beretning.

...
02.07 | 23:16

Hej Lars !
Vil blot sige dig tak for en spændende formiddag ifm. din optræden ved landsbyhøjskolen i Fjaltring. Jeg blev meget forelsket i din basviolin.

...
13.12 | 20:44

Hej Lars
Min svigerfar er meget interesseret i din musik. Han ønsker sig en cd med dig. Har du udgivet noget? Mange hilsner Anette

...
Du kan lide denne side